Så du vil gerne skrive en bog?

Glimrende. Det er der tusindvis af andre mennesker i Danmark, der også gerne vil. De fleste af dem lykkes ikke med det. Tanken om en bog forbliver en idé, et håb, en drøm. Håbet ender i en skrivebordsskuffe eller som et halvfærdigt dokument gemt lang væk i en Dropbox-mappe. Det sker for det fleste. Det gjorde det også for mig i mange år.

Så er der dem, som det lykkes for. Dem, som får skrevet deres bog færdig, og ser den blive udgivet på den ene eller anden måde. Det er mindretallet, dem, der kan kalde sig selv for forfattere.

Det, der er spørgsmålet er, om du vil være en af dem, der håber på at blive forfatter, eller om du rent faktisk bliver det, forfatter!

En forudsætning for at skrive en bog

Der er især en ting, der er vigtig, hvis du vil lykkes med at blive forfatter. Og husk, vi taler ikke om Jussi Adler-Olsen-salgstal, optræden i Aftenshowet eller den store scene på Bogforum i Bella Center. Vi taler alene om at få en idé til en bog, at omsætte ideen til et manuskript der bliver færdigt, og som til sidst bliver udgivet. Hvis du skal nå dertil, så er det her mere end noget forudsætningen:

Du skal have en god grund til at skrive en bog.

Dit hvorfor

Hvis du vil skrive en bog, skal du have et hvorfor. Dit hvorfor er din gode grund til at skrive en bog. Det tjener dig som drivkraft, også når din skriveproces bliver hård og besværlig. Du kan komme tættere på dit hvorfor ved at lave en simpel øvelse. Prøv blot at fuldføre denne sætning:

Jeg vil skrive en bog, fordi…

Skriv det ned og hæng sætningen op på væggen ved dit skrivebord. Hav den som baggrundsbillede på din computer og din telefon, så du så ofte som muligt bliver husket på, hvorfor din bog er vigtig for dig.

Vær opmærksom på at der ikke er noget rigtigt eller forkert hvorfor. Dit hvorfor vil sjældent være det samme som mit hvorfor. Det er helt fint. Nogle skriver en bog, fordi de har en god historie, som de gerne vil fortælle og underholde læserne med. Andre har et budskab eller en interesse, som de brænder så meget for, at de ikke kan lade være med at dele den med resten af verden. For andre igen er det selve skriveprocessen, der er drivkraften. De skriver fordi, de elsker det, fordi de ikke kan lade være, og det er deres hvorfor.

Hvad er dit hvorfor? Fik du skrevet det ned?

Dit hvorfor er dit første skridt

At have et stærkt og klart formuleret hvorfor er ikke en garanti for, at du kommer i mål med din bog, men det er et vigtigt første skridt. Når du har det skridt på plads, er du klar til at gå videre. Herfra kan du udvikle ideer, skrive en synopsis, researche, skrive det første udkast, redigere, korrekturlæse og så videre. Du kan se dit hvorfor som den røde tråd, der løber igennem alle disse faser. Det bliver fundamentet under din bog.

Der er en anden del af det fundament. Det handler om, hvordan du arbejder. Om du er amatør eller professionel. Det kan du glæde dig til at læse meget mere om i næste uge.

Kender du Søndagslisten?

Her i Søndagsposten skriver jeg om at skrive. Hvordan man skaber, gode engagerende tekster, og hvordan man skriver en bog og arbejder som forfatter. Sideløbende hermed skriver jeg også Søndagslisten. Her skriver jeg tekster om, hvordan vi kan leve langsommere og mere meningsfuldt med udgangspunkt i tankerne i mine bøger Om at leve – 20 skridt til mere overskud og mindre stress og Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening. Konceptet er det samme, en ugentlig tekst leveret til din indbakke hver søndag morgen. Du kan besøge Søndagslisten ved at trykke på knappen herunder.

FÅ KONKRETE IDEER TIL ET LANGSOMT LIV HVER SØNDAG MORGEN

 

KØB BOGEN OM SLOW LIVING FOR 97,-

 

Slow living

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *