To måder at skrive på

Af | 2018-06-19T16:52:04+02:00 19. juni 2018|Kategorier: Inspiration, Skrivevaner, Sprog|Tags: , , |0 Kommentarer

Hvis du skriver til en læser, du ikke kender, så gør din tekst kortere og skarpere.

Sæt flere punktummer. Skriv kortere sætninger. Lav flere afsnit og skab en tekst med mere luft. Inddrag punktopstillinger, brug underoverskrifter og fed skrift.

Gør alt, hvad du kan for at understrege dine pointer. Skær dem ud i pap. Brug billeder, figurer og piktogrammer. Vær tålmodig. Du behøver ikke servere hele historien på én gang.

Skriver du derimod til nogen, du kender i forvejen, så er det et helt andet spil. Vær faglig. Seriøs.

Vær konkret og logisk i din argumentation. Du behøver ikke nødvendigvis at skrive længere, men du skal skrive uangribeligt. Der skal ikke være noget at komme efter. Brug argumenter, kilder, relevante henvisninger.

Pointe 1: Du skal ikke skrive det samme hver gang, du skriver.

Pointe 2: Det, du skriver på din blog, din hjemmeside, i din salgsbrochure eller i dit projektforslag er for langt og fyldt med unødvendig information.

Pointe 3: Det, du skriver i en mail til en kollega, i et memorandum til din chef eller i din opgave på universitetet er for vagt.

Find ud af hvem du skriver til, inden du sætter dig til tastaturet. Byg din tekst derefter. Brug den tid, der kræves.

Vidste du, at jeg skriver to søndagsmails?

Ud over disse tekster om at skrive, skriver jeg også om det gode arbejdsliv, om at få tid til det vigtige og om slow living. Hvis du har lyst til at læse mine tekster om disse emner, kan du tilmelde dig her.

Om forfatteren:

Ole Ditlev Nielsen (f. 1975) er forfatter, der har skrevet en række anmelderroste fagbøger om undervisning, forandringer og stress. Siden 2011 har han holdt en lang række foredrag, kurser og workshops over hele Danmark. Ole bor i Ørestad, er gift, har to børn og tilbringer mindst en måned om året i Sydøstasien, hvor han samler inspiration til nye skriveprojekter.

Læg en kommentar