Savner du tid til at skrive? Her er et alternativt regnestykke om din tid

Af | 2018-09-17T18:44:03+02:00 17. september 2018|Kategorier: Inspiration, Skrivevaner|Tags: , , |0 Kommentarer

Et døgn har 24 timer. En uge består af 168 timer. Det er fakta, en uomgængelighed som vi ikke kan lave om.

Alligevel siger vi ofte, at vi ikke har tid nok. Vi fortæller vores venner, at vi virkelig gerne vil skrive en bog. Vi har alle tiders idé, og vi kan virkelig se bogen for os. Den faglighed og sproglige styrke, der skal til for at føre en bog igennem, er vi sikre på, at vi har. Vi får bare ikke skrevet den bog. Årsagen er manglende tid. Vi har så travlt, at vi aldrig finder tiden til at sætte os til tastaturet og skrive på vores manuskript.

Et regnestykke der giver en ny vinkel på begrebet tid

Jeg har aldrig været god til matematik, men lad os forsøge os med et lille regnestykke alligevel.

Vi er enige om, at der er 168 timer på en uge, ikke?

Vi antager, at du arbejder 37 timer om ugen.

Måske bruger du 1 time om dagen på transport til og fra arbejde. Det er yderligere 5 timer.

Naturligvis skal du også sove. Vi siger, at du sover 8 timer hver nat, selvom mange sover mindre end det. Det giver endnu 56 timer om ugen.

Så er der forpligtigelserne. Du køber ind, gør rent og laver mad til familien. Lad os sætte det lidt højt til 2 timer om dagen. Det giver 14 timer om ugen.

Hermed har vi noteret de timer, som du har svært ved at flytte på sådan lige fra den ene dag til den anden. Der er naturligvis individuelle forskelle, men for de fleste er det nogenlunde dækkende. Vi har nu de timer, som vi kan sige er obligatoriske eller bundet i forpligtigelser. De timer, som du ikke kan bruge på at skrive.

Det interessante er, hvilket tal, der kommer frem, når vi lægger det hele sammen. Din tid til arbejde, transport, søvn og de huslige forpligtigelser andrager i alt 112 timer. For en god ordens skyld kan vi tilføje en post, vi kalder diverse, som dækker over mødet i boligforeningen, at du kører din søn til fodbold eller du skal til et møde med banken. Igen regner vi højt, så vi sætter posten diverse til 10 timer. Dermed bliver det samlede tal af dine bundne timer 122 timer.

De timer, du har tilbage er dem, du kan bruge til at skrive i

Du husker, at ugen indeholder 168 timer? Herefter er regnestykket simpelt, når vi skal finde den (skrive-)tid, der er tilbage.

168 timer minus 122 timer = 46 timer!

46 timer er det, som vi kan regne med at have til rådighed om ugen til det, vi kan kalde for frie timer. Igen, de fleste tal er sat højt i regnestykket, så der er en god sandsynlighed for, at mange os har mere end 46 frie timer til rådighed om ugen, men lad os bare holde os til dette tal. De frie timer er de timer, du kan bruge på dit bogprojekt.

Herfra kan man tænke på to måder:

Shit, jeg har kun 46 timer til mig selv og mit manuskript. Det er slet ikke nok, for jeg skal både researche og undersøge, hvilken Mac jeg skal købe, inden jeg kan skrive, og jeg må også hellere google et nyt skrivebord. Det er helt vildt, at tiden går så hurtigt, og jeg må skynde mig at slappe af på Facebook, Netflix og YouTube.

Eller:

Hov, 46 timer er da ret meget. Dem kan jeg bruge på at komme videre med min bog. Normalt skriver jeg 1-2 sider i timen, så selvom der også skal være tid til pauser, så kan jeg skrive mindst 30 sider om ugen, hvis jeg prioriterer min bog. Det kan faktisk godt lade sig gøre.

Der er ikke nogen facitliste til spørgsmålet om, hvad vi tænker om vores tid. Men du kan spørge dig selv, hvordan du vil tænke. Du kan overveje, hvad du vil stille op med din frie tid, og hvordan du kan bruge den til at komme i mål med dit bogprojekt.

Hvad vil du gøre med dine 46 timer?

Slow living er også ude som e-bog nu

Bogen Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening er nu også udkommet som e-bog i et praktisk og læsevenligt format. Prisen er mere end 100 kroner billigere end den trykte version af bogen, og i bogen får du flere perspektiver på begrebet tid. Du kan se mere ved at trykke på knappen herunder.

SE E-BOGEN HER

 

Slow living

Om forfatteren:

Ole Ditlev Nielsen (f. 1975) er forfatter, der har skrevet en række anmelderroste fagbøger om undervisning, forandringer og stress. Siden 2011 har han holdt en lang række foredrag, kurser og workshops over hele Danmark. Ole bor i Ørestad, er gift, har to børn og tilbringer mindst en måned om året i Sydøstasien, hvor han samler inspiration til nye skriveprojekter.

Læg en kommentar