Rusk op i dit liv

Af | 2018-02-22T12:14:28+01:00 22. februar 2018|Kategorier: Skrivevaner|Tags: , , |0 Kommentarer

Tag metroen ud til lufthavnen. Check ind og print dit boardingkort i en automat. Gå op ad rulletrappen i Terminal 2, forbi security. Drik en Americano, mens du venter på dit fly. Gå ud til gaten og stig ombord. Sæt dig til rette, nik venligt til din sidemand. Flyv væk.

Rejs til et sted, hvor du ikke har været før, hvor der er varmt. Check ind på et hotel med en hvidkalket facade. Få et værelse med altan. Sov rejsen væk. Stå op næste morgen og lav neskaffe på værelset. Sæt dig ud på altanen og se den nye by vågne. Skriv et par sider i en notesbog.

Gå en tur, bliv overrasket, smil, når du ikke forstår sproget. Sæt dig på en café, hvor gamle mænd sidder med skægstubbe og aviser. Bestil kaffe og lidt brød. Se en kvinde gå forbi. Forelsk dig. Gå ind i et tempel. Eller en kirke. Det betyder ikke noget, om det er det ene eller det andet. Tænk på noget, der er sket. Noget, du har opgivet. Gå ned til havet. Lyt til bølgerne. Sæt dig på en sten. Eller en bænk. Start en samtale. Gå videre. Tag en lur sidst på eftermiddagen. Skriv noget mere. Lad det blive til begyndelsen på en bog.

Gå ud i den aften, der er faldet hurtigt på. Drik et glas vin eller en kold øl. Spis, mad der får dig til at svede. Bliv væk, så længe du har behov for det. Rejs hjem til sidst. Vend tilbage til skrivearbejdet eller begynd på et nyt projekt. Tænk på den næste gang, hvor du vil ruske op i dit liv.

Om forfatteren:

Ole Ditlev Nielsen (f. 1975) er forfatter, der har skrevet en række anmelderroste fagbøger om undervisning, forandringer og stress. Siden 2011 har han holdt en lang række foredrag, kurser og workshops over hele Danmark. Ole bor i Ørestad, er gift, har to børn og tilbringer mindst en måned om året i Sydøstasien, hvor han samler inspiration til nye skriveprojekter.

Læg en kommentar