Produktivitet for begyndere

Af | 2018-03-02T12:38:39+01:00 2. marts 2018|Kategorier: Skrivevaner, Sprog|Tags: , , |0 Kommentarer

Vi er ofte gode til at gøre os klar, når vi skal skrive. Vi har lavet en termokande med kaffe, sørget for at der er klavermusik med Mozart i vores høretelefoner, og vi har lagt mobiltelefonen ind i et skab. Vi ved godt, hvad vi skal skrive, og vi har en idé om, hvordan den tekst, vi skal i gang med, skal udformes. Alligevel opstår der et problem:

Vi får ikke skrevet noget.

Vi sidder foran skærmen og ser det hvide dokument foran os. Fingrene glider usikkert hen over tastaturet, og det bliver til nogle enkelte, brudte sætninger. Dem er vi ikke tilfredse med, så vi sletter dem igen. Begynder forfra. Vi har afkoblet forbindelsen til internettet, og i det hele taget gjort alt, hvad vi kunne for at komme til at skrive distraktionsfrit. Det virker bare ikke. Ordene kommer ikke ud.

Hvad vi gør, når det ikke lige vil lykkes

I den slags situationer er vi tilbøjelige til at rejse os op. Måske tømmer vi opvaskemaskinen eller vander blomsterne, tørrer støv af. Det kan også være, at vi aktiverer internetforbindelsen igen, læser og besvarer et par mails. Vi kan også lave en statusopdatering på Facebook, hvor vi skriver, at vi er glade for at have en skrivedag, og så poster vi et lækkert billede af kruset med kaffe, der står ved siden af den tændte computer.

Der er ikke noget i vejen med at vande blomster, tomme opvaskemaskine eller tørre støv af. Det er en måde at være aktiv på. Det kan tit få os til at få det bedre med os selv. Der er bare et problem. Vi får ikke skrevet noget som helst. Vi er ikke produktive.

To begynder-ting, vi kan gøre for at blive mere produktive

Der findes hundredvis af forskellige produktivitets-apps og produktivitets-systemer, der hævder, at de kan hjælpe os til at blive mere produktive og få mere fra hånden. Det kan gælde i alle mulige sammenhænge, men i høj grad også, når vi skriver. Nogle af disse apps og systemer er velmente og udmærkede, andre de rene pengemaskiner, der kun handler om at hive penge ud af folk. De gode af dem virker måske et stykke tid, men så oplever vi, at vifalder tilbage i gamle vaner. Vi havner igen i den her situation, hvor vi ikke får skrevet det, vi skal.

Der er også en anden vej at gå. Jeg tror overhovedet ikke, at vi har brug for smarte produktivitetssystemer for at få skrevet mere. Det eneste det handler om, er to ganske enkle ting, som vi alle sammen kan gøre.

Den ene er at blive siddende.

Den anden er flere gange dagligt at stille sig selv dette spørgsmål:

Er jeg produktiv, eller er jeg bare aktiv?

Når vi besvarer en mail eller tømmer opvaskemaskinen, er vi aktive. Det er der hverken noget ondt eller forkert ved, men det er overhovedet ikke produktivt. Det kan godt være, at vi får det bedre af det, men det  ret.

Vi risikerer at spilde vores arbejde

Derfor er det så utrolig vigtigt, at vi ikke giver op. At vi bliver siddende også selvom, der ikke er hul igennem de første 10, 15 eller 20 minutter. Også selvom vi sidder og glor ud af vinduet, river os i håret eller bare tænker på, hvordan vi kan planlægge en fantasifuld flugt hen over vores teksts plankeværk og hen til steder, der er sjovere, mildere eller mere eksotiske.

Gør vi først det, flygter eller nøjes med at være aktive, så er vores skrivesession spildt. Så bliver vi aldrig produktive, og vi kommer ikke i mål med det skriveprojekt, vi har kastet os ud i.

Til gengæld, hvis vi først når så langt, at vi bliver siddende og tør stille os selv det ubekvemme spørgsmål, om vi er produktive eller blot er aktive, så garanterer jeg, at der kommer et tidspunkt, hvor magien opstår. Hvor sluserne pludselig åbner sig, og vi skriver løs. Hvor vores fingre danser hen over tastaturet, og vi glemmer tid og sted og bare skriver. Det er der, hvor produktiviteten lykkes for os, den produktivitet der er nødvendig for at skabe noget.

Handler det at skrive kun om produktivitet?

Godt spørgsmål, men svaret er nej. Der er mange andre aspekter i det at skrive. Det handler selvfølgelig også om at skrive godt. Man skal skrive engagerende og i øjenhøjde med læseren, sproget skal være skarpt og budskabet træde tydeligt frem. Grammatikken skal være i orden, det samme skal strukturen, og der er en lang række andre principper for det gode skrivearbejde, som man kan vælge at drage frem. Når man er en mere erfaren skribent, så kan det i lige så høj grad handle om, hvad man kan skære fra og skærpe, som hvad man kan lægge til sin tekst. En god dag kan for den erfarne forfatter godt være en dag, hvor manuskriptet fylder to sider mindre om aftenen, end det gjorde om morgenen.

Pointen er bare, at alle disse principper og overvejelser om, hvordan man gør gode tekster til fremragende tekster, ikke giver nogen mening, hvis der ikke er nogen tekst i første omgang. Den tekst skal skrives først, og derfor starter det med, hvor produktive vi er. Hele vores skrivearbejde står og falder med, om vi kan få noget ned på papiret. Kan vi ikke det, er resten ligegyldigt.

Husk de to vigtige ting

Fordi det er så vigtigt og samtidig så enkelt, så tager vi lige de to ting igen.

Bliv siddende.

Spørg dig selv om du er produktiv eller bare aktiv.

Det er det hele. Hold fast i disse to ting, vær tålmodig og så vil du opleve, at du med tiden bliver langt mere produktiv og får mange flere ord ned på papiret.

 

Har du et skriveprojekt, du vil have hjælp til?

Af og til har en skriveidé brug for et par startkabler, der kan få ideen til at køre. Eller måske har du brug for at få gjort en god tekst, du har skrevet, til en fremragende tekst. Jeg hjælper med at få mange typer skriveprojekter sikkert i havn, og du er velkommen til at tage et kig på mine ydelser.

Om forfatteren:

Ole Ditlev Nielsen (f. 1975) er forfatter, der har skrevet en række anmelderroste fagbøger om undervisning, forandringer og stress. Siden 2011 har han holdt en lang række foredrag, kurser og workshops over hele Danmark. Ole bor i Ørestad, er gift, har to børn og tilbringer mindst en måned om året i Sydøstasien, hvor han samler inspiration til nye skriveprojekter.

Læg en kommentar