Faktisk er det sådan, at efterhånden som forfatteren bliver mere succesfuld, bliver antallet af værktøjer, han har brug for, mindre. Han ved, hvad der virker. At bruge sin mentale energi på flere ting er spild af tid.

Hugh MacLeod, Ignore Everybody

Denne tekst er tænkt som en hjælp til dig, når du skal vælge, hvilke af forfatterens værktøjer, du skal bruge for at gennemføre et større skriveprojekt. Det er måske en bog, du vil skrive, en opgave på dit studie eller en grundig rapport på dit arbejde.

Der er et væld af værktøjer, du kan vælge. Mange af dem er smarte, men som citatet ovenfor antyder, er det en god idé, at du overvejer, om du egentlig har brug for dem. Du skal vælge de værktøjer, der understøtter din skriveproces, ikke dem, der blinker, og som ender med at koste dig tid, penge og fokus.

Indrømmet, det jeg anbefaler herunder, er subjektivt. Det er de værktøjer, jeg selv bruger, og som understøtter min arbejdsproces som forfatter. Der er helt sikkert andre muligheder, men i perioden 2013-2019 har jeg trods alt fået skrevet seks anmelderroste bøger, mere end 250 blogposts og bygget min ugentlige Søndagslisten (ikke den samme mailingliste som denne), der har mere end 1.000 læsere, der har sagt ja til at modtage en tekst fra mig en gang om ugen. Noget kunne altså tyde på, at værktøjerne, du bliver præsenteret for i denne tekst, virker temmelig godt.

Bærbar computer

Dit første og dit vigtigste værktøj som forfatter er din bærbare computer. Her er det første valg, om du vil skrive på en Mac eller på en PC. For nogle er dette spørgsmål ren religion. Det er det ikke for mig. Jeg er selv PC-mand, men det skyldes mest vaner og historiske årsager. Har du det bedre med en Mac, så skal du bare vælge den.

Hvor det ikke er så vigtigt, om du skriver på en Mac eller på en PC, er der derimod nogle andre overvejelser, der har stor betydning. Det er vigtigt, at du har en computer, der er nem at have med, og som er så driftssikker, at du hurtigt og effektivt kan skrive, når inspirationen rammer dig. Derfor skal din computer helst leve op til disse kriterier:

Bærbare computere holder ikke evigt. De bliver langsommere, kommer til at mangle diskplads eller også spilder man sin kaffe ud over tastaturet. Det er derfor en god tommelfingerregel at regne med at skifte din computer cirka hvert andet år. Det er en udgift, der kan mærkes, og derfor køber jeg altid mine computere brugt. Der er mange penge at spare, og jeg har altid været tilfreds med at købe på enten Refurb eller Datamarked. Begge har styr på tingene, gode produkter og billige priser.

Skriveprogram

Når du skal vælge, hvilket skriveprogram du vil benytte på din bærbare computer, har du flere muligheder. Google Docs har mange funktioner og høj fleksibilitet, og der er mange forfattere, der er glade for Scrivener. Det er ikke bare et skriveprogram, men software specielt udviklet til forfattere, hvor du har mulighed for at strukturere din tekst og nemt kan flytte rundt på kapitler og afsnit.

Imidlertid er min klare anbefaling, at du vælger at skrive i Word. Det er det mest solide skriveprogram på markedet, og du har mulighed for at formatere dit dokument, så det ligner en rigtig bog fra starten – for eksempel ved at bruge en af de gode skabeloner hos Saxo Publish. Word har alt, hvad du har brug for, når du skal skrive, og det fungerer uproblematisk at overføre det, du har skrevet i Word til andre platforme. For eksempel er denne tekst skrevet i Word, inden den er blevet overført til oleditlev.dk.

Word har desuden den fordel, at programmet har en suveræn redigeringsfunktion, hvis din tekst skal gennemses af andre. Det kan være en redaktør, korrekturlæser, vejleder, chef eller kollega på dit job. Hvis man bruger funktionen ”Gennemse” kan man hurtigt indarbejde rettelser og justeringer i teksten. Endelig er stavekontrollen i de nyeste versioner af Word på et højt niveau, og det hjælper dig til at spotte fejl i din tekst.

Ulempen ved Word er, at programmet er en del af Microsofts Office-pakke, som er temmelig dyr. I dette tilfælde vil jeg dog mene, at det er udgiften værd. Word er meget svær at undvære for den ambitiøse skribent.

Software

Der er et væld af produktivitets-apps og software, der kan understøtte din skriveproces. Det er her, du risikerer at bruge tid og penge på unødvendige produkter. Selv bruger jeg kun tre stykker software, som jeg er meget glad for, og som betyder meget for min arbejdsproces.

Freedom er en app, som jeg bruger til at blokere for min internetadgang, når jeg skriver. Jeg kan vælge, hvor lang tid adgangen skal blokeres – som regel vælger jeg tre kvarter eller en time – og der kan jeg ikke komme på nettet overhovedet. Det gør underværker for min koncentration og produktivitet.

Rescuetime er software, som måler al min digitale tid. Det ligger som et ikon, jeg kan åbne på skrivebordet på min bærbare computer. Derfra kommer jeg så til mit skrivebord i Rescuetime, hvor jeg kan se nøjagtig hvor mange timer og minutter, jeg har brugt i forskellige programmer og på diverse websites. Der står måske, at jeg den pågældende dag har arbejdet 2 timer og 12 minutter i Word, været på Facebook i 57 minutter og været på min mail i 1 time og 13 minutter. På den baggrund måler Rescuetime min produktivitetsprocent – arbejde i Word regnes som produktivt mens YouTube, sociale medier og lignende regnes som uproduktivt. Det er en øjenåbner af rang. Min egen tommelfingerregel er, at min procent set over en uge aldrig må være under 70, men prøv selv dette glimrende, gratis værktøj og se, hvad der fungerer for dig.

Dropbox er den tjeneste, jeg bruger til at gemme alle mine filer, både tekster, billeder og videoer. Der er mange af disse cloud-tjenester, men Dropbox har altid fungeret upåklageligt for mig. Skulle det ske, at din computer crasher eller bliver ramt af malware, kan Dropbox genskabe alle dine filer. Det har jeg selv prøvet, og der blev jeg altså glad for deres gode service.

Evernote er min elektroniske hukommelse. En vigtig del af arbejdet med et skriveprojekt er din research, og det er her, Evernote kommer ind i billedet. Meget af din research vil formentlig være elektronisk, og hvor skal du så samle dine notater, links, billeder, videoer osv.? Her bruger jeg konsekvent Evernote, som både er enkelt og fleksibelt at arbejde med. Du kan lave en overskuelig mappestruktur, og Evernote kan gemme alt fra billeder, du har taget med din smartphone til at klippe lange rapporter og tekster, du har fundet på nettet. Det er et helt uundværligt værktøj for den professionelle forfatter.

Analoge værktøjer

De sidste værktøjer er vigtige for mig, for når jeg virkelig skal tænke, overveje strukturen i en længere tekst, få nye ideer eller bare nedfælde tanker og forslag til senere brug, så gør jeg det bedst, når jeg slukker for mine skærme. Det er som om, at stofligheden i det at sætte en pen til et stykke papir, hjælper mig til at tænke bedre. Det kalder på refleksion og dybt arbejde, som er en afgørende forudsætning for at lave et vellykket skriveprojekt.

Når jeg skriver analogt, så er det vigtigt for mig, at jeg bruger en notesbog og ikke løse papirer. Dermed er jeg sikker på, at jeg kan genfinde mine notater og bruge dem, når jeg har behov for dem. Det er også derfor, at jeg altid nummererer siderne i mine notesbøger og laver en indholdsfortegnelse, så det er nemt at få et overblik.

Personligt holder jeg af at skrive på papir i god kvalitet og bruger derfor kun notesbøger fra Moleskine eller Leuchtturm – altid i sort indbinding. Jeg skriver som regel med Uni-ball Eye Fine, hvis det er til almindelige notater, og skal det være mere kreativt bruger jeg dette sæt PITT artist pen fra Faber-Castell. Dette er selvfølgelig ikke et must, og du kan finde gode, billige løsninger i butikker som Flying Tiger eller Søstrene Grene. For mit vedkommende er det en luksus, jeg tillader mig selv. Det er ret få dage om året, hvor jeg ikke bruger mindst en time på dagbogsskrivning og håndskrevne notater, og så må det gerne føles godt.

Opsummering

Kort sagt: Skriv på en let, bærbar computer med lang batteritid. Skriv i Word, gem dine filer i Dropbox og brug Freedom og Rescuetime til at sikre din produktivitet. Gem dine elektroniske notater og research i Evernote og dine analoge notater i notesbøger fra Leuchtturm eller Evernote. Det er forfatterens værktøjer.

Du har ikke brug for mere end det. God skrivelyst.

Interesseret i en skriveworkshop?

I samarbejde med kursusvirksomheden Supplement A/S tilbyder jeg målrettede skriveworkshops, hvor vi arbejder med at gøre deltagerne knivskarpe i deres skriftlige kommunikation. Programmet tilpasses altid individuelle behov, og vi kan altid finde fleksible løsninger. Hvis det lyder som noget for dig, din uddannelsesinstitution eller din arbejdsplads, så kan du se mere her.

SE MERE OM SKRIVEWORKSHOPS

 

Skrivekursus Ole Ditlev Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *