Din første sætning

Af | 2018-04-19T13:41:20+02:00 19. april 2018|Kategorier: Research, Skrivevaner, Sprog|Tags: , , |0 Kommentarer

Din første sætning er din vigtigste sætning. Den skal åbne din tekst og fange din læser ind. Den skal pirre læseren og vække hendes nysgerrighed, men den må ikke afsløre for meget. Din første sætning skal gå lige til sagen, men den skal ikke forklare sagen. Din første sætning skal sætte tonen for din tekst – lidt som dirigenten, der slår tonen an, inden orkestret begynder at spille. Din første sætning er afgørende for, om din læser går med dig, eller om hun går fra dig. Din første sætning er som at kysse en pige efter en god aften, men ikke gå hjem med hende.

Det er det, som din første sætning skal kunne. Den skal kysse din læser og give hende lyst til at se dig igen.

Din første sætning kræver øvelse

Er der så en opskrift? En fast formular, som du altid kan bruge, når du skal skrive din første sætning?

Svaret er nej! Det kan godt være, at der ude på internettets store hav sejler nogle både rundt, der vil fortælle dig, hvordan du skal skrive din første sætning. Nogle af de både tager endda penge for at forklare dig det. Lad være med at stige ombord på de både. Det er en meget bedre strategi, at du gør dig umage med din første sætning.

Det kan du gøre på to måder:

For det første kan du øve dig!

Lad være med kun at skrive en første sætning. Skriv 5, eller 10, måske 50 eller endda 100, hvis det er det, der skal til. Læs dem, og vælg derefter den bedste. Skriv din tekst, læs den igennem, og så kan det være, at den første sætning, du havde bestemt dig for, viser sig ikke at være den rigtige.

Nogle gange fører vores tekster os et andet sted hen, end der hvor vi troede, de ville bringe os. Det kan kræve en omskrivning af din første sætning. Din første sætning må gerne passe sammen med din slutning, og hvis din slutning er blevet en anden end den ventede, skal du nok skrive din første sætning om. Skriv 5, 10, 50 eller 100 første sætninger igen. Vælg den bedste. Øv dig! Skriv videre!

Og så er der den anden måde, du kan gøre det på:

For det andet kan du se på, hvad andre gør.

Find de bedste eksempler i din genre. Uanset, om du skriver mails, nyhedsbreve, blogposts, essays eller lange, litterære romaner, så find 5 eller 10 eksemplarer af tekster i netop din genre, som du synes er særligt gode. Det skal være tekster, der har gjort indtryk på dig, har engageret dig eller ”virket” efter tekstens hensigt (det kan være en mail, der har haft til formål at få dig til at udføre en bestemt handling, og du så bare har gjort det nærmest uden at tænke over det). Kig udelukkende på den første sætning. Hvad kan du lære af disse første sætninger? Kan du gøre det samme, når du skriver din første sætning?

Nogle sætninger er vigtigere end andre

Men er alle sætninger, ikke vigtige, spørger du? Skal vi ikke undgå fyld, lade være med at spilde læserens tid og fokusere på det vigtige?

Jo, naturligvis skal vi helst ikke spilde vores læseres tid. Hvis vi gør det, så mister vi dem. Imidlertid fastholder vi dem ikke ved hele tiden at flyve rundt oppe under loftet og råbe højt med det, vi skriver. Det får vores læsere hovedpine af. Det er okay at sænke tempoet. Det er okay, at vi accepterer, at nogle passager og sætninger er vigtigere end andre. Det gælder eksempelvis, når vi ønsker at understrege vigtige pointer. Når vi vil overraske vores læsere. Når vi runder vores tekst af.

Og ikke mindst gælder det, når du former din første sætning. Det er din vigtigste sætning overhovedet, så giv den, den opmærksomhed, den fortjener.

 

Har du et projekt, du vil have hjælp til?

Af og til har en skriveidé brug for et par startkabler, der kan få ideen til at køre. Eller måske har du brug for at få gjort en god tekst, du har skrevet, til en fremragende tekst? Jeg hjælper med at få mange typer skriveprojekter sikkert i havn, og du er velkommen til at tage et kig på mine ydelser.

Om forfatteren:

Ole Ditlev Nielsen (f. 1975) er forfatter, der har skrevet en række anmelderroste fagbøger om undervisning, forandringer og stress. Siden 2011 har han holdt en lang række foredrag, kurser og workshops over hele Danmark. Ole bor i Ørestad, er gift, har to børn og tilbringer mindst en måned om året i Sydøstasien, hvor han samler inspiration til nye skriveprojekter.

Læg en kommentar