At skrive uden distraktioner

Af | 2018-01-26T13:18:33+01:00 26. januar 2018|Kategorier: Skrivevaner|Tags: , , |0 Kommentarer

Telefonen, der ringer. En pop-up på computerens skærm. En mail, du læser og besvarer. Et par nyheder, du lige tjekker på et af dine yndlingssites. De seneste posts på Facebook og de nyeste billeder på Instagram. Og du kan jo lige så godt lægge vasketøj sammen, nu hvor du er hjemme alligevel.

Distraktioner som disse er en forfatterens værste fjende. Det er i forvejen ikke nemt at komme til at skrive. Det kræver ro, fokus, dedikation. For mange er det svært at finde tiden til at skrive, for hverdagen er travl, og det er kun de færreste mennesker forundt at skrive på fuld tid. Det er et vilkår for de fleste, at tiden til at skrive, skal findes midt i en travl hverdag med mange gøremål. Derfor er det også så meget mere frustrerende, når den dyrebare skrivetid går til i distraktioner.

Distraktionens tidsalder

Den amerikanske forfatter Leo Babauta, hvis blog Zenhabits er meget læseværdig for alle, der ønsker at arbejde med ro og fokus, har kaldt vores tid for distraktionens tidsalder.

Jeg er meget enig med ham. Vi bliver konstant afledt og distraheret. Det forventes, at vi er hele tiden, og informationsmængderne er uoverskueligt store. Engang var internettet et lille sted, i dag skabes der hvert eneste sekund så meget information, at det kan tage pusten fra os.

Samtidig er vores dage splittet op i mange gøremål. Morgenmaden skal overstås hurtigt, inden vi skal smøre madpakker og ud af døren. Arbejdsdagen er et forhindringsløb mellem kerneopgaver, møder, dokumentation og digitale opgaver. Hvor tit er det egentlig, at vi gør det samme tre timer i træk?

For en vordende forfatter – uanset om man har god tid til at skrive, eller skal presse sit skriveprojekt ind i en i forvejen travl hverdag – er distraktionerne en gigantisk udfordring. Den digitale revolution med smartphones og uendelige mængder tilgængelig information på nettet, har kun gjort udfordringen større.

To veje til at skrive uden distraktioner

Vil du have succes med dit skriveprojekt, bliver du simpelthen nødt til at tøjle distraktionerne. Der er ikke nogen vej uden om. Jeg har selv kæmpet med distraktionerne – det gør jeg stadig – og jeg ved, at hvis jeg ikke havde taget den kamp, og ind i mellem også vundet den, så var jeg aldrig kommet i mål med de 5 bøger, som jeg har skrevet og fået udgivet på et etableret forlag.

Der er to elementer, der er vigtige, hvis du vil lykkes med at skrive distraktionsfrit.

  • Det første element er, hvordan du forbereder dit skrivearbejde.
  • Det andet element er dine vaner, mens du skriver.

Begge elementer er meget vigtige at have med. Som skrivecoach hjælper jeg mange med at komme i mål med deres skriveprojekter, og det er typisk sådan, at næsten alle er opmærksomme på det andet element, altså vanerne mens vi skriver, er der ikke ret mange, der er opmærksomme på vores forberedelser til skrivearbejdet. Det er en skam, for jeg er helt sikker på, at god forberedelse til skrivearbejdet markant øger sandsynligheden for at vi kommer til at skrive distraktionsfrit.

At forberede distraktionsfri skrivning

Det handler om at give dig selv de bedste odds for at arbejde med fokus og fordybelse, så du kan levere dit bedste skrivearbejde. Gode elementer i denne forberedelse er typisk:

  • Hav din research og notater klar, inden du begynder at skrive.
  • Vær klar over, hvad du skal skrive inden du går i gang. Selv skriver jeg altid på grundlag af en synopsis, der dækker hele manuskriptet til den bog, som jeg er i gang med. Der er lagt en plan. Er det en kort tekst, så har jeg som regel lavet notater og bullet points i en notesbog, som jeg skriver ud fra.
  • Sæt din telefon på lydløs.
  • Blokér adgangen til internettet inden du begynder at skrive. Jeg aktiverer altid Freedom, som er software, der blokerer min internetadgang, men mange er også glade for Cold Turkey.
  • Sæt et mål – for eksempel at skrive 1000 ord – i din skrivesession. Brug ordtælleren i Word.
  • Ryd op på dit bord, inden du går i gang. Rod distraherer.
  • Lav en kop kaffe og sæt noget musik på – gerne fra den gode app brain.fm – inden du begynder at skrive.

Hvis du gør disse ting, inden du skriver den allerførste sætning på dit tastatur, så har du givet dig selv gode odds for at få en god, produktiv skrivesession uden forstyrrelser.

Dine vaner mens du skriver

En god forberedelse er af stor betydning, men du skal jo stadig have ord ned på papiret. Derfor er disse vaner gode at have med ind i dit skrivearbejde:

  • Ikke nok at have din telefon på lydløs? Læg den væk. Placér den i en skuffe eller et skab så langt væk fra dit skrivested som muligt.
  • Hvis du hører musik, når du skriver, så brug et par gode, store hovedtelefoner. De holder distraherende lyde ude, og de varmer om vinteren. Jeg bruger dem her, som både er gode og til at betale.
  • Acceptér, at det kan være svært at få hul på en tekst. Bliv siddende. Start med et enkelt ord. Lad for alt i verden være med at give op.
  • Fokusér på at skrive, på at få noget ned på papiret. Lad være med at tænke på, om det er godt. Du kommer under alle omstændigheder til at justere, rette og kvalificere på et senere tidspunkt.
  • Drik mere kaffe.
  • Når du har siddet og skrevet i tre kvarter til en time, så rejs dig op. Lav 10 englehop eller 10 armbøjninger. Åbn vinduerne. Tis. Når der er gået 5 minutter, så sæt dig ned og skriv videre. Lad for guds skyld være med at tjekke din mail eller din telefon i løbet af de 5 minutter.
  • Går du i stå, så kig i dine notater, på din synopsis eller på den research, du har gjort klar på forhånd. Find en sætning i notaterne og skriv den ind i dit dokument. Det vil hjælpe dig videre.
  • Stop midt i en sætning. Det er Hemingways gamle og geniale råd. Hvis du stopper midt i en sætning, så ved du præcis, hvad du skal starte med, når du skriver videre dagen efter.

Mere har du ikke brug for. Du har ikke behov for dyr og fancy skrivesoftware til at strukturere dine dokumenter. Du har ikke brug for at løbe 10 kilometer, inden du skal skrive. Du har brug for lidt forberedelse, stærk kaffe og for at lukke internettet ude. Det er det hele.

Tiltagene er nødvendige for at skrive uden distraktioner

Når du har fundet vej til denne hjemmeside og til denne tekst, er det sandsynligvis fordi, du brænder for at skrive, eller fordi du har en tekst, du skal have gjort færdig. Måske er det begge dele. Uanset hvad kunne man tænke, at det slet ikke var nødvendigt med disse tiltag. At den passion og motivation vi føler for at skrive burde være tilstrækkeligt.

Det er det ikke. Selv erfarne, professionelle forfattere bliver distraherede og forstyrrede. De har behov for at stå tidligt op om morgenen, sidde på et bibliotek, bruge Freedom eller andre ting, der sætter dem i stand til at gøre deres bedste arbejde. Det er der ikke noget underligt ved. Det er et vilkår i arbejdet som professionel skribent.

Det, der er det afgørende, det er, hvordan vi møder dette vilkår. Hvordan håndterer vi det vilkår, som distraktionerne er? Og hvordan kan vi gøre det dag efter dag, også når skrivearbejdet er tungt og volder os besvær?

Den måde, hvorpå vi besvarer disse spørgsmål, er helkt afgørende for, om vi får succes med vores skrivearbejde. Overvinder vi ikke distraktionerne, kommer vi aldrig i mål med vores skriveprojekt. Så derfor: Hvad er dit svar på distraktionernes udfordring?

Har du et skriveprojekt, du vil have hjælp til?

Af og til har en skriveidé brug for et par startkabler, der kan få ideen til at køre. Eller man har brug for at få gjort en god tekst til en fremragende tekst. Jeg hjælper med at få mange typer skriveprojekter sikkert i havn, og du er velkommen til at tage et kig på mine ydelser.

Om forfatteren:

Ole Ditlev Nielsen (f. 1975) er forfatter, der har skrevet en række anmelderroste fagbøger om undervisning, forandringer og stress. Siden 2011 har han holdt en lang række foredrag, kurser og workshops over hele Danmark. Ole bor i Ørestad, er gift, har to børn og tilbringer mindst en måned om året i Sydøstasien, hvor han samler inspiration til nye skriveprojekter.

Læg en kommentar