Sådan kan du realisere din drøm om at blive forfatter

Af | 2018-09-26T10:20:00+02:00 26. september 2018|Kategorier: Inspiration, Skrivevaner|Tags: , , |0 Kommentarer

Alle os der skriver, har en drøm. Den har måske variationer, men i store træk er den noget i retning af det her:

  • Vi vil gerne skrive en bog færdig.
  • Vi vil se den blive udgivet.
  • Vi vil kunne slå den op på saxo.com og se vores titel være klar til salg.
  • Vi vil gå ind på et bibliotek, stryge vores hånd hen over en række bøgers rygge og finde frem til vores egen bog.
  • Vi vil gerne modtage mails fra vores læsere, der skriver, hvor glade de har været for at læse vores bog, og hvor meget den har givet dem.
  • Vi vil stå og holde foredrag, hvor vi fortæller om vores bog, og hvor vi efterfølgende over en kop kaffe taler med vores læsere.
  • Vi vil se vores bog blive oversat og komme ud i verden.
  • Vi vil tjene penge på vores passion for at skrive.

Uanset, hvad det er i vores bogprojekt, som vi drømmer om, så er der to ting, som er vigtige at konstatere:

Vi kan indfri vores drømme.

Det er ret sjældent, at vores drømme bliver indfriet.

Vi lykkes ikke med det, vi drømmer om

Mens vi drømmer om at skrive en bog færdig og få den udgivet, sker der det, at livet passerer forbi. Vi står op, smører madpakker og kører gennem morgentrafikken, mens efterårsregnen siler ned. Dagene går. De bliver til uger, måneder, år. Vi har det udmærket, men vi indfrier ikke vores drøm om at skrive. Manuskriptet står stille. Vi får det ikke afsluttet og sendt til et forlag. Vi udgiver det heller ikke selv, selvom der er virkelig mange spændende muligheder for at gøre netop det i en bogbranche under forvandling. Vores bog kommer ikke på Saxo eller på bibliotekerne. Derfor er der heller ikke nogen læsere at møde, ingen mails at modtage, ingen at holde foredrag for.

Det er ikke så underligt. Tværtimod er det meget normalt, og vi kan heller ikke forvente, at alle vores drømme bliver indfriet. Sådan er livet ikke. Jeg har både drømt om at blive astronaut, skuespiller og professionel fodboldspiller. Jeg ved godt, at de drømme ikke bliver til noget.

Men der er andre af mine drømme, der er blevet til noget. Jeg er blevet forfatter, jeg rejser til Asien mindst en gang om året, hvor jeg samler inspiration til kommende bøger. Jeg holder foredrag. Der er mennesker (ikke så mange, men nogen), der beder mig om at signere mine bøger. Når det sker, er det den bedste følelse i verden.

Hvordan kan det være, at nogle mennesker realiserer deres drøm om at skrive en bog, mens andre ikke gør?

Det handler om at give op

Der er en række gængse råd, som vi ofte hører, når vi får at vide, hvad der skal til for at indfri vores drømme. Det handler om at arbejde hårdt, man skal prioritere sin tid bedre, man skal skille det væk, som man ikke kan lide, så der bliver mere tid til at arbejde med det, som vi godt kan lide.

Der er ikke noget i vejen med den slags råd. De er bare ikke nok. Hvis du virkelig vil indfri dine drømme, er det ikke tilstrækkeligt at skille det fra, som du ikke kan lide for i stedet at bruge tiden på at forfølge din forfatterdrøm. Det kan være en god start, men det gør det ikke alene.

Hvis du vil indfri din drøm om at skrive, skal du ikke bare skille det væk, som du ikke kan lide, du skal også skille det væk, som du godt kan lide.

Det er her, det bliver svært. Vi er komfortable. Vi udvikler vaner, som får os til at slappe af, og som gør os godt tilpas.

At gå glip af det man elsker

Lad os tage et eksempel: Jeg kan godt lide at se fodbold. Faktisk elsker jeg at ligge på sofaen og se Champions League en onsdag aften. Kampen slutter imidlertid først henad 23, og før jeg får børstet tænder, læst i en roman og falder i søvn, kan klokken sagtens blive lidt over midnat. Samtidig drømmer jeg om at skrive en bog om mine rejser i Asien. Hvis jeg står op klokken 5 om morgenen og skriver, kan jeg nå at skrive halvanden time på den bog – altså arbejde på at indfri min drøm om at skrive en rejsebog – inden resten af familien vågner.

Det kan jeg imidlertid kun, hvis jeg opgiver fodboldkampen aftenen før, så jeg sørger for at komme ordentlig tid i seng. Jeg må altså opgive noget, jeg godt kan lide for at indfri min drøm.

Det kan være, du elsker din bil eller din store bolig med en dyr husleje. Du holder af en biograftur med veninderne, hvor I går på en restaurant først og spiser en god middag, Du synes ikke, at du kan undvære den daglige take away kaffe eller afslapningen med Netflix hver aften.

Det er alt sammen gode ting, men de fører dig længere væk fra at realisere din drøm om at blive forfatter. For at gøre det, kan det være nødvendigt at ofre noget af det, du elsker.

Tænk på det gode, der kan ske

Det er det, der er vanskeligt. At vi nogle gange skal ofre gode ting på kort sigt for at nå vores drømme på lang sigt. Vi synes, vi fortjener den hurtige lykke, men vi glemmer, at den ofte kommer på bekostning af den lange lykke. Hvis vi i stedet tænker på de gode ting, der kommer til at ske for os, hvis vi lykkes med at indfri vores, kan det være en stærk motivationsfaktor. Tænk på, hvordan det vil være, hvis du rent faktisk får skrevet din bog færdig, og ser den blive udgivet. Hvilke følelser vil det udløse i dig? Så bliver det nemmere at opgive det, som du godt kan lide.

Derfor er der et spørgsmål, der står tilbage:

Hvad, som du rigtig godt kan lide, vil du opgive i dag for i stedet at forfølge din forfatterdrøm?

Vil du have hjælp til at indfri din forfatterdrøm?

Online-kurset Skriv en bog hjælper dig til at realisere dine ambitioner om at skrive og udgive bøger. I 5 moduler, der hver er inddelt i en række lektioner, som også indeholder praktiske øvelser, bliver du hjulpet fra idé til udgivelse. Du får en coaching-samtale på Skype undervejs, bonusmateriale og et eksklusivt indblik i mit eget forfatterværksted.

 

SE MERE OM KURSET

Vil du have flere perspektiver på et andet liv med tid til forfatterdrømme?

I denne video kan du høre mig fortælle lidt om min bog om slow living – og i øvrigt se hvordan der ser ud i mit køkken. Bogen er nu tilgængelig hos alle førende boghandlere.

 

KØB BOGEN

Om forfatteren:

Ole Ditlev Nielsen (f. 1975) er forfatter, der har skrevet en række anmelderroste fagbøger om undervisning, forandringer og stress. Siden 2011 har han holdt en lang række foredrag, kurser og workshops over hele Danmark. Ole bor i Ørestad, er gift, har to børn og tilbringer mindst en måned om året i Sydøstasien, hvor han samler inspiration til nye skriveprojekter.

Læg en kommentar