3 tips til at beskrive mennesker og steder

Af | 2021-09-07T09:09:50+02:00 24. august 2021|Kategorier: Inspiration, Skrivevaner, Sprog|Tags: , , |0 Kommentarer

Du har sikkert hørt det her, meget gængse skrivetip:

Don’t tell it. Show it.

Det er jo grundlæggende rigtigt. Det er bedre at vise læserne tingene end at stoppe det hele ned i halsen på dem. Gode tekster skal prikke til fantasien og give læserne mulighed for at tænke selv.

Så langt så godt, men hvordan gør du det i praksis? Det er et meget generelt råd, der især er vigtigt, når du skal beskrive mennesker og steder, men hvordan får du gjort det konkret og håndgribeligt?

Her får du tre tips til, hvordan du bedre kan beskrive mennesker og steder i dine tekster. De kan bruges uanset, om du er i gang med et essay, en novelle, en roman eller er ved at skrive din livshistorie.

Beskriv personens soveværelse

Du behøver ikke altid at beskrive personen eller stedet selv. I stedet for at lave en traditionel personbeskrivelse, hvad så med at beskrive personens soveværelse? Er det rodet? Sengen uredt, beskidt tøj smidt rundt i hjørnerne og et lag støv i vindueskarmen? Eller er sengen redt så stramt som på et hotelværelse, er der pinligt rent og dufter af lavendel? Hvilke billeder hænger der på væggene? Ligger der en pistol eller et eksemplar af The Economist på natbordet?

Alle disse oplysninger vil fortælle en masse om den pågældende person, og det behøver jo ikke være et soveværelse hver gang. Det kan være køkkenet, stuen, bilen eller skrivebordet. Princippet er det samme. Du beskriver personen eller stedet ved at vise læseren omgivelserne, og derefter lader du læseren drage sine egne konklusioner.

Drop adjektiverne

Mange er glade for at bruge en masse adjektiver, når de skal lave en beskrivelse. Stedet er varmt, koldt, grønt, og personen er urolig, bange eller stresset. Og så videre, alle disse tillægsord bliver udmattende, og de er ofte et udtryk for manglende fantasi.

Gør i stedet som Emily Dickinson. Da hun skulle beskrive øjenfarven hazel (på dansk nærmest brungrønne) skrev hun, at øjnene havde samme farve, som farven på den sherry gæsterne efterlader i glassene.

Smukt, ikke?

Hav et blik for detaljerne

Dine beskrivelser skal ikke dynge side efter side af detaljer sammen, men med et skarpt blik for små detaljer, bliver du mere præcis. Skriv ikke at han havde en blå skjorte på, men skriv han bar en lyseblå button-down Oxford-skjorte af den type, han havde gået med siden den dag, han blev ansat i advokatfirmaet.

Detaljerne giver liv, og tager læseren med ind i din fortællings verden. Det gælder uanset, om du skriver skønlitteratur, autofiktion eller faglitteratur.

Øv dig og skriv om

At lave gode beskrivelser er svært. Det er noget, jeg selv arbejder med og forsøger at blive bedre til. De gør en forskel for, hvor godt en tekst fungerer, og hvordan den engagerer læseren. Prøv dig frem, eksperimentér og skriv om. Det tager tid, men med disse tre små tips er du godt på vej.

Mere inspiration: Skriv din livshistorie

Skriv din livshistorie er et audiokursus med syv grundige lektioner, du kan lytte til igen og igen. Du får en proces, der kan virke uoverskuelig delt op i en enkel proces, som du kan følge skridt for skridt. Der er mere end tre timers velproduceret lyd, PDF-worksheets og en Word-skabelon, du kan bruge til din bog.

Du har adgang til materialet 24 timer i døgnet, 365 dage om året og på den enhed, du foretrækker, telefon, tablet eller computer. Skriv din livshistorie koster 245 kroner, og du kan se meget mere her.

Skriv din livshistorie – begynd i dag

 

Beskrive mennesker og steder

Om forfatteren:

Ole Ditlev Nielsen (f. 1975) er forfatter, der har skrevet en række anmelderroste fagbøger om undervisning, forandringer og stress. Siden 2011 har han holdt en lang række foredrag, kurser og workshops over hele Danmark. Ole bor i Ørestad, er gift, har to børn og tilbringer mindst en måned om året i Sydøstasien, hvor han samler inspiration til nye skriveprojekter.

Læg en kommentar