20 enkle skrivetips, der gør dig til en bedre skribent

Af | 2019-01-12T11:47:37+01:00 12. januar 2019|Kategorier: Inspiration, Skrivevaner, Sprog|0 Kommentarer

Efter en tiltrængt og lidt længere end ventet juleferie er Søndagsposten tilbage. Jeg ser frem til et godt og produktivt skriveår. Det er min ambition at skrive fire bøger i 2019, og det må du gerne holde mig op på om 12 måneder. Jeg ved ikke, om det lykkes, men jeg kan godt lide tanken om at skrive fire bøger på et år.

På samme måde: Hvad er din skriveambition i 2019? Kan du formulere din ambition i en enkelt sætning og skrive den ned?

20 enkle skrivetips for 2019

For at kickstarte dit skriveår får du herunder 20 enkle og effektive skrivetips. Kunne du godt tænke dig at få dem som PDF-fil, så du for eksempel kan printe filen ud og have den liggende ved siden af din computer, når du skriver på dine tekster, er du velkommen til at skrive til mig. Så sender jeg den på en mail.

Tip # 1: Hav noget at sige

Du skal aldrig skrive for at skrive. Hav noget på hjerte! Det giver dine tekster en autentisk tone, og det får dig til at skrive hurtigere og bedre, når du brænder med noget, du gerne vil have ud til læserne.

Tip # 2: Læs en masse

Jo mere du læser, jo mere bliver du inspireret, og jo flere ideer vil du få. Sørg for at læse forskellige genrer og ikke bare de sædvanlige favorit-krimier. Det vil åbne dine øjne for de mange forskellige muligheder, der er for at komponere en tekst og for at variere sproget.

Tip # 3: Undgå lange sætninger

De kommer til at kede din læser, forvirre dig selv og gøre din tekst flad.

Tip # 4: Vær konkret

Beskriv det, du skriver om – lad være med at skrive omkring det. Han så to kvinder med brune øjne fredag aften på Café Morning Star er meget bedre, end han havde temmelig mange muligheder i byen om aftenen.

Tip # 5: Læg en plan

Hvis du begynder at skrive uden at have en plan og en struktur for det, du skal skrive, ender du med et resultat, der er rodet og usammenhængende. Sandsynligheden for, at du går i stå undervejs er også langt større, hvis du ikke har en plan. Det behøver ikke at være en superdetaljeret og grundig plan, ofte kan en punktopstilling med nogle ord om de 4-5 vigtigste afsnit i din tekst være tilstrækkeligt. Det afhænger af tekstens længde. Skal du skrive en roman eller en fagbog, skal der selvfølgelig mere til.

Tip # 6: Skriv først – rediger senere

Lad være med at ødelægge dit skriveflow ved at pine dig selv over syntaks, grammatik og tegnsætning. Skriv løs og husk, at der ikke er den fejl, du ikke kan redigere væk på et senere tidspunkt.

Tip # 7: Skriv hver dag

Indrømmet, ikke alle er enige om det her tip, men jeg mener, at det er vildt vigtigt. Det er ikke så vigtigt, hvad du skriver på, og du kan sagtens skrive forskellige ting fra dag til dag. Jeg veksler mellem at skrive på nye bogmanuskripter, på blogposts og i min dagbog. Det giver skriverytme, holder mig i gang, og så bliver man ganske enkelt bedre til at skrive, hvis man skriver hver dag.

Tip # 8: Skriv til din læser

Prøv at forestille dig en konkret læser til din tekst. Alder, køn, uddannelsesniveau, arbejde, bopæl, familieliv osv. Skriv nu teksten udelukkende med denne person i tankerne.

Tip # 9: Skriv i aktiv

Lad dine verber være aktive i stedet for passive – det giver en mere levende tekst. Du kan læse mere om forskellen på de to typer af verber på den glimrende side sproget.dk.

Tip # 10: Lad være med at køre ud af en tangent

Nogle gange skriver vi bare løs og mister overblikket undervejs. Det er ikke dit eget tankespind, du skal skrive, men en konkret og stram tekst, der kan engagere, underholde og udvide din læsers horisont. Har du behov for at skrive en lang tirade uden så meget struktur, så skriv den i din dagbog.

Tip # 11: 500 ord

Begræns dig selv og skriv en tekst, hvor du kun har 500 ord til at få din pointe frem. Det er ikke bare god træning, men ofte vil du opdage, at de 500 ord er alt, hvad du har brug for.

 Tip # 12: Bloker adgangen til internettet når du skriver på en computer

Online-forstyrrelser er skribentens største dødsfjende. Brug derfor freedom.to til at blokere din internetadgang, når du skriver. Jeg var ikke blevet forfatter uden dette geniale stykke software.

Tip # 13: Print din tekst

Når du har skrevet det, du skal skrive, så print det ud. Tag på en café, bestil cappucino, sæt dig i en god stol, tag dig print og en rød kuglepen frem. Læs det igennem, tilføj rettelser og kommentarer med den røde kuglepen. Vær grundig og hård, men husk også at klappe dig selv på skulderen for at have skrevet teksten færdig.

Tip # 14: Vær opmærksom på gentagelser

Alt for mange tekster er fulde af gentagelser. Hold særligt øje med dem og ryd dem ud. Overvej, om du kan finde andre formuleringer eller helt udelade visse sætninger.

Tip # 15: Find en god åbning

Find 10 tilfældige bøger i din reol eller på dit bibliotek. Læs den første sætning i hver af de 10 bøger og skriv disse sætninger ned i en notesbog. Vælg derefter en af dem ud, juster den, så den passer til din egen tekst, og brug den derefter som åbningssætning.

Tip # 16: Skriv i samme tid

Alt for mange veksler fuldstændig tilfældigt mellem nutid og datid. Lad være med det! Vælg en af delene og hold dig til den valgte tid gennem hele din tekst.

Tip # 17: Hav styr på dine fakta

Uanset hvilken genre du skriver i, så sørg for at din tekst er troværdig ved at der er styr på det faktuelle. Det handler om, at din research skal være god og grundig. Du kan læse, hvordan du styrker din research i denne tekst.

Tip # 18: Sørg for at skrive dine ideer ned

Du får ideer til dine tekster under bruseren, når du sidder i toget, går tur med hunden eller på alle mulige andre tidspunkter. Sørg for altid at have en lille notesbog og en kuglepen ved hånden, så du kan få skrevet ideerne ned, inden du glemmer dem. I en snæver vending kan du også indtale dem på din telefon og så skrive dem ned på et senere tidspunkt.

Tip # 19: Drik kaffe

Som skribent har du brug for brændstof – sort kaffe virker altid, og det gør din hjerne klar og årvågen.

Tip # 20: Tænk på det gode, der vil ske

Når din tekst er færdig og sendt ud i verden, så er der god grund til at klappe dig selv på skulderen. Du gør nogle læseres liv bedre, fordi de får mulighed for at læse din tekst. Det kan du bruge som motivation undervejs i din skriveproces. Tænk på, hvordan du vil have det, når du er færdig med din tekst, og alt det gode den vil gøre både for dig og for dine læsere.

Online-kurset Skriv en bog i 2019

Det personlige online-kursus Skriv en bog fortsætter i 2019 – og inden længe med en ny, spændende samarbejdspartner som jeg glæder mig til at fortælle mere om i løbet af februar måned. På baggrund af feedback fra kursets deltagere vil jeg i 2019 skrue op for den personlige sparring på kurset. Det betyder, at kursister nu får direkte feedback på deres tekster og udkast til den bog, de er i gang med at skrive. Du kan se mere om kurset her.

Om forfatteren:

Ole Ditlev Nielsen (f. 1975) er forfatter, der har skrevet en række anmelderroste fagbøger om undervisning, forandringer og stress. Siden 2011 har han holdt en lang række foredrag, kurser og workshops over hele Danmark. Ole bor i Ørestad, er gift, har to børn og tilbringer mindst en måned om året i Sydøstasien, hvor han samler inspiration til nye skriveprojekter.

Læg en kommentar